juillet 19, 2006

Haslidalen


Die Sagen, wonach die Schwyzer und Hasler von nordgermanischen Völkerschaften abstammen sollen, haben mich schon immer fasziniert - denn tatsächlich erinnert vieles in Landschaft, Kultur und Sprache meiner Heimat verblüffend an Norwegen oder Schweden, weshalb es mir dort auch bedeutend mehr "heimelt" als etwa in Deutschland oder Holland. Zur Zeit der Romantik, als das Haslital noch als Inbegriff der Schweizer Alpen galt und in gebildeten Kreisen Weltruhm genoss, befasste sich auch der dänische Nationaldichter Oehlenschläger mit den Sagen vom Herkommen Hasler und Schwyzer. In seinem 1849 verfassten Zyklus "Ragnar Ledbrok" gibt es ein Gedicht mit Namen "Haslidalen". Darin schildert er, wie die Nordmänner nach Süden vordringen und im Hasli ein Land finden, indem sie nicht nur die Landschaft, sondern auch die Sprache der Menschen an ihre norwegische und schwedische Heimat erinnert - es sind Landsmänner, deren Väter während einer Hungersnot ausgewandert waren. Doch sie werden von Burgherren unterdrückt. Natürlich kommen die Nordmänner ihnen zu Hilfe und brennen die Zwingburgen nieder...

(...)
Mod bjerget gik vandringen snel;
de standsed ved svejtsernes fjeld.

Ej kunne de fjeldets indbyggere dorske.
De svenske, de norske
se klipper og vandet;
dem tykkes, sig bragte til fædrenelandet.
Kun skoven ved fjeldenes rod
mer frodig og blomstrende stod.

Og da de nu komme til Hasli, til dalen,
da hørte de talen,
og den var ej fremmed;
da syntes dem alle, de droge til hjemmet.
Her sproget i fjeldenes vang
som sproget i Norden dem klang.

Beslægtede gother, hvis vandrende fædre
her funde det bedre,
da hungeren trued;
Udvandrede landsmand i hyrden de skued.
Men hyrden ej kampen forstår;
hans ko nu på fjeldene går.

Og derfor dem drotten fra borgen mishandler,
hovmodig forvandler
til trælle dem næsten;
thi daglig hans knægt var i hytterne gæsten,
og tømte ham bøtten, og lo,
når hyrden har malket sin ko:

Det hørte kong Regnars fortørnede sønner:
jeg gæstfrihed lønner,
med hjælp for den svage!
Hin borg vi med stormende hånd skal indtage.
Nu hyrde, med nordiske skæg,
hent fædrenes brejde fra væg!

Så stormed de borgen, og lykken sig vendte;
thi hyrderne brændte
de bjælkede mure.
De fædrenes sværde på panserne skure.
Snart Vifil har fundet sin død;
Kong Ivar med buen ham skød.

Da Ivar fra trældom har dalen befriet, -
vist aldrig fortiet
det sagn burde være; -
da så han, til Nordens og svejtsernes ære,
så herligt i drømmen et syn,
mens natten opklartes af lyn.

Das ganze Gedicht gibt es hier

Aucun commentaire: